20220714_Bloddonation i Blodbanken.jpg

Donortapning i Blodbanken, Regionshospitalet Gødstrup. Foto: Jesper Voldgaard, Region Midtjylland.

14.07.2022

Bloddonorer, der overvejer at donere blod, kan i juli måned vælge blandt mange ledige tider i Blodbanken på Regionshospitalet Gødstrup.

Behovet for blod holder ikke sommerferie på et hospital – hver uge er der fortsat brug for at få tappet friske portioner af blod fra bloddonorerne til behandling af patienter.

- Bloddonorerne er med til at gøre en kæmpe forskel for patienter, der skal have blod i forbindelse med behandlingen på hospitalet. Bloddonorerne er vigtige frivillige kræfter, der er med til at redde liv, siger afdelingsbioanalytiker Mette Skovdal Merstrand.

Derfor er alle bloddonorer, der har mulighed for at få lavet en donortapning da også mere end velkomne i Blodbanken på Regionshospitalet Gødstrup i sommerferieugerne, hvor det ifølge afdelingsbioanalytiker Mette Skovdal Merstrand kan knibe med at få tappet hele kvoten af frisk blod.

- Vi skal helst tappe omkring 140 portioner blod per uge her i sommerferien, og der er masser af ledige tider til donortapning både morgen, middag og sidst på eftermiddagen, som det ser ud lige nu, siger afdelingsbioanalytiker Mette Skovdal Merstrand.

Blodbanken i Gødstrup er en del af Blodcenter Midt i Region Midtjylland, hvor der er fælles lagerstyring og en fast aftale om, hvor meget blod det enkelte tappested skal tappe.

Sådan booker du tid til donortapning

Det er vigtigt, at du som bloddonor er fuldstændig rask, og at du har spist og drukket, inden du kommer til tapning. På bloddonor.dk kan du bestille tid til tapning og samtidig tjekke, om en eventuel rejse i sommerferien giver anledning til karantæne.

Du kan donere blod hver 3. måned, fra du fylder 17 år, til du er 75 år.

 

Fakta: Dette bruges blodet til

39 % af blodet anvendes til kræftbehandling

20 % til patienter med hjerte-, lunge- og karsygdomme

13 % til andre patienter og fødsler

12 % til traumer

11 % til patienter med sygdomme i fordøjelsessystemet

5 % til patienter med blodsygdomme.

Kilde: Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Gødstrup.

Flere oplysninger

Afdelingsbioanalytiker Mette Skov Merstrand
Tlf. 3033 2551

Mail: mette.merstrand@goedstrup.rm.dk

Cheflæge Nete Hornung

Tlf. 2240 9151 

Mail: nete.hornung@goedstrup.rm.dk

Blodprøver og Biokemi

Regionshospitalet Gødstrup