Pak sprøjterne ud, inden du går i gang, og tag derefter handsker på.
Tag en sprøjte og træk vand op. Sæt sprøjten på sonden og åbn klemmen. Giv mindst 30-50 milliliter vand af den samlede ordinerede mængde væske, før du giver sondemaden. Luk klemmen og fjern sprøjten.
Sæt derefter en sprøjte med sondemaden på sonden. Giv sondemaden over 15-20 minutter for at undgå og forebygge ubehag i form af kvalme og diarré. Luk klemmen og fjern sprøjten.
Slut af med at give den resterende mængde væske – minimum 30-50 milliliter; træk den resterende mængde væske op i en sprøjte. Sæt sprøjten på sonden, åbn klemmen og tryk vandet ud. Luk til sidst klemmen og fjern sprøjten.
Efter indgift i sonden skal borgeren fortsat have eleveret hovedet i 30-60 minutter for at undgå aspiration, kvalme og ubehag.