Teamets formål

Det Regionale Socialmedicinske Team har fokus på at styrke indsatsen for udsatte borgere og for at  fremme lighed i sundhed på tværs af regionen.

Teamet skal bidrage til bedre sammenhæng i patientforløb gennem:

  • Socialmedicinsk sparring og rådgivning
  • Kompetenceudvikling af sundhedspersonale på hospitalerne
  • Koordinering og samarbejde på tværs af sektorer
  • Udvikling af organisatorisk sundhedskompetence på hospitalerne

Teamet skal støtte socialsygeplejerskerne

En af teamets centrale opgaver er at understøtte socialsygeplejerskerne i deres funktioner på de 5 regionale hospitaler.

Socialsygeplejerskerne udgør en nøgleforbindelse mellem hospital, kommune og de socialt udsatte patienter. Socialsygeplejerskerne bidrager med specialiseret viden om social udsathed, styrker den patientnære indsats og understøtter sammenhæng i patientforløbene.

Teamets faglige og teoretiske grundlag

Teamet arbejder ud fra en bio-psyko-social forståelsesramme, hvor patientens helbred, funktionsevne og sociale faktorer ses som sammenhængende komponenter.

Indsatsen bygger på følgende principper:

  • Lighed i sundhed: Alle borgere skal have mulighed for at opnå et godt helbred uanset sociale vilkår.
  • Organisatorisk sundhedskompetence: Sundhedsvæsenet skal kunne møde borgere på en måde, der tager højde for deres ressourcer og udfordringer.
  • Tværfaglighed: Kompleksitet kræver samarbejde mellem medicinske, psykologiske og sociale fagligheder.

Regional Værestedsklinik – sundhedstilbud til socialt udsatte borgere

Regional Værestedsklinik er et lavtærskel sundhedstilbud til socialt udsatte borgere med komplekse sundheds- og sociale problemstillinger.

Klinikken er en del af Regionalt Socialmedicinsk Team og har læger fra Socialmedicin og Rehabilitering tilknyttet. Tilbuddet foregår på udvalgte varmestuer og væresteder i Region Midtjylland.

Formålet er at gøre det lettere for socialt udsatte borgere at få kontakt til sundhedsvæsenet og skabe mere sammenhængende forløb for borgere, der kan have svært ved at bruge de almindelige sundhedstilbud.

Arbejdet bygger på:

  • relationer og tillid
  • fleksibilitet
  • tæt samarbejde mellem civilsamfundsaktører, sundhedsområdet og socialområdet.