Om os
Arbejdsområder, formål, værdier og vision. Kontakt til ledelse og medarbejdere.
Om afdelingen
Vi er ca. 40 ansatte, der arbejder for et bedre arbejdsmiljø og sundhed for alle.
Udredning og rådgivning
Vi ser årligt ca. 1200 patienter. Opgaven er at klarlægge, om patienternes fysiske og psykiske symptomer hænger sammen med deres arbejde.
Patienterne kommer med symptomer fra alle organsystemer, herunder lungesygdom, hudsygdom, bevægeapparatslidelse, kræft og stress-relaterede tilstande. Vi rådgiver også gravide til et sikkert arbejdsmiljø. Læs her, hvordan du henviser til os.
Forskning i arbejdsmiljø og sundhed
Vi tilstræber en stærk sammenhæng mellem vores kliniske arbejde og forskning. Det betyder, at vores patientarbejde og -rådgivning er forskningsbaseret.
Samtidig tager en del af vores forskning udgangspunkt i de kliniske problemstillinger, vi møder hos vores patienter. Det er vigtigt for os at undersøge de problemstillinger, der er aktuelle for arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser.
Det giver meget varierede forskningsprojekter (find forskningsprojekterne her). Lige for tiden forsker vi f.eks. i ulykker i industrien, stress blandt unge og arbejdsmiljø i folkeskolen.
Universitetsklinik
Arbejds- og Miljømedicin har siden 2012 haft status som universitetsklinik ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Udnævnelsen går til afdelinger, der kan dokumentere betydelig forskningsaktivitet, blandt andet i form af publicering i internationale tidsskrifter og uddannelse af forskere.
Find vores forskningsprojekter, videnskabelige artikler og kontakt til forskerne her.
Formål, værdier og vision
Formålet med vores kliniske og forskningsmæssige indsatser er at forebygge sygdom relateret til arbejdet.
Værdier: dialog, dygtighed, dristighed og ordentlighed. Vi arbejder på grundlag af Region Midtjyllands værdier, dialog, dygtighed og dristighed. Vi har i fællesskab i afdelingen tilføjet endnu en værdi, nemlig 'ordentlighed'. Ordentlighed er sideordnet med de øvrige 3 værdier. Tilsammen udtrykker de 4 værdier fundamentet for vores arbejde.
Vision: Sundere arbejdsliv til flere. Vores vision understreger vores fokus på forholdet mellem menneskers sundhed og arbejde. Indlejret i ordet 'sund' er også sikkerhed og trivsel og muligheden for, at man kan holde til et langt arbejdsliv.
Visionen udtrykker også vores ambition om at gøre en forskel for flertallet.