24.08.2012
Den 23. august 2012 er Arbejdsmedicinsk Klinik blevet udnævnt som universitetsklinik! Det er et vigtigt skridt mod en ny måde at organisere sundhedsforskning, som gavner både Aarhus Universitet og klinikken samt hele Regionshospitalet.
I udnævnelsen er der bl.a. lagt vægt på, at Arbejdsmedicinsk Klinik gennem mange år har bedrevet en betydelig mængde af forskning på højt internationalt niveau. Desuden har klinikken fremadrettet sat nye forskningsprojekter i gang og har evnet at omsætte sine forskningsaktiviteter til brugbar viden, videnskabelige publikationer af høj klasse og har sat sig spor i de offentlige processer.
Med udnævnelsen til universitetsklinik er der åbnet nye døre for det allerede eksisterende forskningssamarbejdet med Aarhus Universitet.
Arbejdsmedicinsk Klinik har gennem længere tid årligt hævet forskningsaktiviteten og bl.a. satset på fastansatte seniorforskere og en betydelig andel af ph.d.-studerende. Et led i strategien har derudover været at brede det arbejdsmedicinske speciale ud til at omfatte tværfagligt vidensarbejde mellem fx klinisk epidemiologi, folkesundhedsvidenskab, antropologi, sociologi og arbejdspsykologi. Strategien har bl.a. betydet at der nu forskes bredt i alle dele af arbejdslivet og den brede faglighed skaber resultater:
”Det har været et meget bevidst valg, at vi gennem længere tid har satset på tværfagligheden. Vi har oplevet, at de forskellige specialers metoder og forskningstraditioner giver gode synergieffekter og vi leverer forskning på internationalt niveau. Man kan sige, at udnævnelsen er en blåstempling af, at det bidrag til den arbejdsmedicinske forskning, klinikken er leverer, er noget af det bedste af sin slags. Så vi er selvfølgelig meget stolte af den nye titel. Det giver os nye muligheder for et tættere samarbejde med Aarhus Universitet og Universitetet for sin del adgang til at kunne forske i klinisk praksis”, fortæller ledende overlæge Kurt Rasmussen.
Aarhus Universitets officielle pressemeddelelse om udnævnelsen:
Herning får landets første universitetsklinik
Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning modtager det første kvalitetsstempel af Region
Midtjylland og Aarhus Universitet i fællesskab og kan fremover tilbyde
patienterne en styrket, forskningsbaseret behandling. Flere universitetsklinikker er på vej i regionen.
Arbejdsmedicinsk Klinik, Hospitalsenheden Vest, kan nu kalde sig landets første universitetsklinik. Udnævnelsen er det første synlige resultat af et ambitiøst samarbejde mellem Aarhus Universitet og Region Midtjylland, og flere universitetsklinikker er på vej.
”Det betyder ganske enkelt, at Aarhus Universitet nu formelt lægger dele af sin forskning ud på de af regionens sygehuse, der allerede bedriver fremragende forskning uden for Aarhus Universitetshospital”, siger sundhedsvidenskabelig dekan ved Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg.
Han tilføjer, at udnævnelsen til universitetsklinik er et kvalitetsstempel, der kan tiltrække yderligere forskning og eksterne midler. Den nye status sender
samtidig et klart signal til borgerne om, at den ypperste, forskningsbaserede
behandling også findes andre steder i regionen end i Aarhus.
Kortere vej til behandling på højt niveau
Netop garantien for, at alle borgere i regionen har adgang til forskningsbaseret behandling på højt, internationalt niveau, er ifølge regionsformand Bent Hansen målet med universitetsklinikkerne, som han kalder ”en velfortjent og kærkommen saltvandsindsprøjtning” til Hospitalsenheden Vests strategi.
Og professor, ph.d. Johan Hviid Andersen fra den nye universitetsklinik ser da
også udnævnelsen som et løfte om, at vekselvirkningen mellem den kliniske
praksis og forskningen udbygges:
”Jeg forventer, at vi nu får mulighed for at søsætte større og længerevarende
projekter og befolkningsundersøgelser – både med støtte fra vores eget sygehus og fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Men primært ser jeg udnævnelsen som en cadeau til den forskning, vi bedriver her på klinikken”, siger han.
Lige nu er yderligere op mod fem til seks forskningsbaserede afdelinger fra
Hospitalsenheden Vest på vej gennem nåleøjet i en meget omfattende
ansøgningsproces hos Region Midtjylland, Aarhus Universitet og Aarhus
Universitetshospital.