Projektet er afsluttet


 

Projekttitel

"Samarbejde, kommunikation og sikkerhedspraksis blandt danskere og udlændinge i bygge- og anlægsbranchen" - et forskningsprojekt om arbejdsmiljøet på byggearbejdspladser med multinational arbejdsstyrke.

Baggrund

Øget brug af udenlandsk arbejdskraft ses ofte som en udfordring både for løn og arbejdsvilkår i Danmark. Sprogbarrierer og en anden opfattelse af risiko har været fremhævet som medvirkende årsag til at arbejdsmiljøet i byggebranchen er presset.

Vi ved, at migrantarbejdere påvirkes i en positiv retning af den sikkerhedskultur, der eksisterer på en arbejdsplads, hvis de har den nødvendige viden og praktiske muligheder for at efterleve de gældende sikkerhedsregler. 

Foreløbigt peger resultaterne på, at den fleksibilitet ift. arbejdsforhold og opgaver, som mange udenlandske arbejdere praktiserer, også kan have en positiv effekt. I praksis arbejder danske og udenlandske sjak ofte side om side på byggepladserne, og i projektet blev det undersøgt, hvordan kommunikation og samarbejde om sikkerhed foregår på disse pladser.

Formål

Projektets overordnede formål var at belyse, hvordan forholdet mellem danske og udenlandske arbejdstagere påvirker arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdspladsen. Der blev fokuseret på arbejdspladser inden for bygge- og anlægsbranchen, som har en høj ulykkesforekomst, og hvor udenlandsk arbejdskraft er hyppigt anvendt.

Projektet havde et forebyggende sigte, da det ville identificere muligheder for at forbedre kommunikation og samarbejde, som kan fremme integration og inklusion i byggebranchen.

Metode

Projektet fulgte både danske og udenlandske sjak i deres daglige arbejde for at observere risikoadfærd og sikkerhedspraksis, social interaktion og kommunikationsformer. Dette skete på to forskellige byggepladser, hvor to forskere fulgte arbejdspladsen i en otte-måneders-periode.

Feltstudierne blev fulgt op af interviews og indsamling af viden om forholdet mellem danske og udenlandske arbejdstagere i Danmark. 

Yderligere oplysninger

Projektet blev gennemført på to store danske byggepladser med både dansk og udenlandske arbejdere.

Tidsramme: 2016-2018

Projektstøtte: Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Projektet blev gennemført i samarbejde med Aalborg Universitet og University of Reading, England.

Resultater

Se projektets resultater i rapporten Samarbejde, kommunikation og sikkerhedspraksis blandt danskere og udlændinge i bygge- og anlægsbranchen (2019)

Kontakt

Dorte Raaby Andersen

Forsker, ph.d. og sociolog

Tlf. 2083 5202

E-mail: doteader@rm.dk

Kontakt via LinkedIn 

Læs mere om Dortes forskning (link til forskerprofil)