Projektet er afsluttet


 

Formålet med projektet var at udvikle, afprøve og implementere en app til patienter i almen praksis, der har smerter i muskler og led. Appen skal støtte patienterne i træning og sygdomshåndtering.

Baggrund

Én ud af otte konsultationer i almen praksis skyldes smerter i muskler og led, hvilket gør det til den hyppigste årsag til, at voksne danskere søger læge. I langt de fleste tilfælde kender man ikke årsagen til smerterne.

Forskning viser, at omfattende behandlingsindsatser ikke er mere effektive end simple indsatser, hvor patienten selv har ansvaret for sin træning. Derfor vil det være både unødvendigt og uøkonomisk at henvise alle med smerter i muskler og led til f.eks. fysioterapi.

I de seneste år er der udviklet en lang række sundhedsapps, der skal støtte patienter i at tage ansvar for egen sygdom. Kun få af dem er evidensbaserede og typisk er de kun beregnet til træning af én kropsdel (f.eks. ryg).

Der er brug for en app, der understøtter patienters sygdomshåndtering og træning – og som dækker smerter flere forskellige steder i kroppen.

Metode og design

I udviklingen af appen benyttedes et mixed-method-studie, inddelt i 4 faser:

I fase 1 blev en gratis app (Trænsmertenvæk) udviklet og dens brugervenlighed testet. Dette i samarbejde med sundhed.dk og baseret på analyser af brugerdata, individuelle interviews og feedback-sessioner med klinisk panel (praktiserende læger, fysioterapeuter, sygeplejersker og patienter). 

I fase 2 blev appens funktion afprøvet og testet via data på før- og eftermålinger for 30 patienter via appens metric system, spørgeskemaer og interviews.

I fase 3 blev appens effekt undersøgt. I et lodtrækningsforsøg med 200 patienter blev det undersøgt, om brugen af appen har positiv effekt på patienternes funktionsevne, og om den reducerer behovet for viderehenvisning. 

I fase 4 blev appen implementeret og evalueret.

Projektdeltagere

  • David Høyrup Christiansen (Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning)
  • Michael Skovdal Rathleff (Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet)
  • Anne Marie Kanstrup (Dansk Center for Sundhedsinformatik)
  • sundhed.dk
  • Læge-og Patienthåndbogen.

Bevilling

Fase 1 er finansieret af sundhed.dk, Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning, Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet og og Region Midtjyllands Sundhedsinnovationspulje. 

Periode

Fase 1-3: 2019-2024
Fase 4: 2024-2027

Resultater

Læs mere i nyhederne:

Lægen har fået et nyt værktøj: App skal hjælpe dig med at træne smerter væk (Indslag fra TV MidtVest 08.01.2020)

Træn smerten væk. En app fra sundhed.dk til hjemmebehandling
(Artikel i Månedsskrift for almen praksis september 2020)

Gør noget, når det gør ondt!
(Artikel i iPraksis - tidsskrift for praksispersonale, maj 2021)