Millionbevilling til forskning i arbejdspladsers smertekultur
Nyt projekt får 1 mio. kr .til udvikling af et måleredskab for smertekultur. Projektet udføres af universitetsklinikken Arbejdsmedicin.
Forskning peger på, at det er væsentligt at undersøge arbejdspladsernes kulturelle forhold for at forstå, hvordan man skal håndtere smerter i muskler og led blandt medarbejderne. Foto: Colourbox.
Millionbevilling til undersøgelse af smertekultur
International forskning peger på, at kulturen på en arbejdsplads har betydning for forekomsten og graden af smerter i muskler og led. Et nyligt dansk studie finder også en sammenhæng mellem arbejdspladskulturen, smerter og sygefravær.
Forskningen peger altså på, at det er væsentligt at undersøge arbejdspladsernes kulturelle forhold for at forstå, hvordan man skal håndtere smerter i muskler og led blandt medarbejderne.
Udfordringen er bare, at der hverken i Danmark eller internationalt findes et valideret spørgeskema, der kan måle de kulturelle aspekter, der har betydning for smerter. Men det bliver der lavet om på nu.
Fokuseret skridt mod bedre arbejdsmiljø
Forskningsprojektet "Udvikling af spørgeskema til måling af MSB-klima" har netop modtaget midler fra Arbejdsmiljøforskningsfonden til at udvikle og afprøve et videnskabeligt valideret spørgeskema.
Spørgeskemaet skal kunne måle de kulturelle aspekter, der har betydning for smerter. Det gælder fx synet på smerter, ledelsesengagement og gruppens smerteaccept.
Målgruppen for spørgeskemaet er forskere, arbejdsmiljøprofessionelle og arbejdspladser. Tanken er, at spørgeskemaet skal fungere som redskab til at udpege vigtige indsatsområder på en arbejdsplads.
Dermed får arbejdspladserne mere præcis viden om, hvordan de kan håndtere smerter og forebygge sygefravær blandt medarbejderne.
Spørgeskemaet udvikles i samarbejde med repræsentanter fra relevante brancher, herunder plejesektoren, malerfaget og slagteribranchen.
Mere info om forskningsprojektet
Projektet udføres i et samarbejde mellem Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup og Forskning, Hospitalsenhed Midt.
Arbejdsmiljøforskningsfonden støtter projektet med 1 mio kr.
Projektperiode: 2024-2025.
Kontakt
Kent J. Nielsen
Seniorforsker, ph.d., psykolog
Arbejdsmedicin - Universitetsklinik
Tlf. 2267 1399
E-mail: kennie@rm.dk