Digital løsning hjælper læger og sygeplejersker med at prioritere patienterne
70 PRO-løsninger i Region Midtjylland og flere på vej: AmbuFlex, Center for PRO, Regionshospitalet Gødstrup mærker tydeligt, at efterspørgslen er stigende.
Leder af AmbuFlex, Center for PRO, Louise Pape. Foto: Camilla Udbye Agesen.
For 50.000 patienter i Region Midtjylland er det en naturlig del af kontakten med hospitalet at svare på et digitalt spørgeskema. Læger og sygeplejersker bruger på forskellige måder patienternes svar til sikre, at kræfterne i sundhedsvæsenet anvendes bedst muligt.
I spørgeskemaerne svarer patienterne på spørgsmål om symptomer, helbred og trivsel - også kaldet patientrapporterede oplysninger (PRO). Hver måned tikker der mere end 6.000 spørgeskemasvar ind på afdelinger i hele regionen, og det sundhedsfaglige personale kan se svarene direkte i den elektroniske patientjournal.
Det er Region Midtjyllands Center for PRO ved Regionshospitalet Gødstrup, også kendt som AmbuFlex, der understøtter afdelingernes arbejde med at udvikle og anvende PRO-løsninger.
Leder af AmbuFlex, Louise Pape Larsen udtaler:
- Vi mærker tydeligt, at flere bliver opmærksomme på, at PRO kan bruges på mange forskellige måder. Det kan ses som en pendant til blodprøver, som gør det muligt at måle mange af de symptomer og bivirkninger, vi ikke kan måle objektivt. Vil vi fx gerne vil vide, om en patient har smerter, er vi nødt til at spørge. Det er vigtig viden, som sundhedspersonalet kan bruge til at vurdere, hvilken behandling eller opfølgning, der er relevant for den enkelte patient. PRO kan på den måde sikre, at vi bruger tiden rigtigt og på patienterne med størst behov.
70 PRO-løsninger og efterspørgslen vokser
AmbuFlex har sammen med regionens afdelinger udviklet 70 PRO-løsninger målrettet forskellige patientgrupper. PRO hjælper læger og sygeplejersker med at tage stilling til spørgsmål som; Har patienten med epilepsi behov for at blive set i klinikken? Kan kemobehandlingen forudbestilles, så den er klar, når patienten kommer i afdelingen? Og hvad skal vi fokusere på i årssamtalen med patienten, der har diabetes?
- Læger og sygeplejersker oplever, at de kan bruge ressourcerne bedre. De kan bruge PRO til at omlægge fysiske samtaler til telefonkonsultationer og justere patientens behandling på afstand. Men der er også fordele for patienterne,” fortæller Louise Pape Larsen og fortsætter:
- Erfaringerne viser, at spørgeskemaet kan hjælpe patienterne med at forberede sig på, hvad de gerne vil tale med lægen om. For mange patienter betyder det også, at de kan blive fulgt hjemmefra og ikke skal ud på en lang køretur for en kort snak med lægen på hospitalet.
Hvert år bliver der udviklet omkring 10 nye PRO-løsninger i Region Midtjylland, og de seneste år er efterspørgslen vokset.
-Vi oplever, at mange har fået øjnene op for det brede potentiale i PRO. Det er en direkte genvej til den transformation af sundhedsvæsnet, som alle taler om, slutter Louise Pape Larsen.
Fakta
- AmbuFlex har udviklet og implementeret PRO-løsninger i 10 år.
- PRO bliver i dag anvendt på mere end 70 afsnit i Region Midtjylland.
- PRO-data er data om patientens helbredstilstand herunder fysisk og mentalt helbred.
- Symptomer, helbredsrelateret livskvalitet og funktionsniveau rapporteret af patienten selv.
- Udover Region Midtjylland, samarbejder AmbuFlex også med Region Nordjylland. De to regioner kan frit benytte samtlige PRO-løsninger.
Flere oplysninger
• Leder af AmbuFlex, Louise Pape Larsen, annlar@rm.dk, tlf. 61388949
• Læs mere om AmbuFlex’ PRO-løsninger:
https://www.fagperson.sundhed.rm.dk/til-ansatte-og-samarbejdspartnere/ambuflex/pro-losninger/