Flytteforberedelser af stråleklinik med nyt apparatur til strålebehandling
Fredag den 5. maj ankom helt nyt stråleapparatur til stråleklinikkens kommende lokaler på Regionshospitalet Gødstrup i fløj Q.
Tekniker installerer ny accelerator i stråleklinikkens kommende nye lokaler i Gødstrup. Foto: Søren Braad Andersen.
09.05.2023
Fredag den 5. maj ankom helt nyt stråleapparatur til stråleklinikkens kommende lokaler på Regionshospitalet Gødstrup i fløj Q. Lige siden har teknikere fra firmaet, der leverede dem, arbejdet på højtryk med installere "maskinparken".
To nye acceleratorer ankom fredag den 5. maj til Gødstrup, hvor de skal anvendes til helbredende strålebehandling af patienter med brystkræft og prostatakræft og til lindrende behandling af patienter, der lider af gener fra deres kræftbehandling.
Lastbil ankom med to tonstunge acceleratorer Store Bededag.Tonstung last med acceleratorer ankom i Gødstrup på Store Bededag. Foto: Ledende fysiker Mette Skovhus Thomsen, stråleklinikken.
Udover selve strålebehandlingen som foregår med en særlig form for røntgenstråling, har maskinerne også udstyr, så man inden hver behandling kan tage almindelige røntgenbilleder eller en CT- scanning af patientens behandlingsområde for at sikre, at behandlingen gives som planlagt.
Acceleratorerne er også forsynet med udstyr, så man kan starte og stoppe for strålingen under behandlingen, for eksempel så patienten kun behandles i en udvalgt del af åndedrætsbevægelsen.
De første patienter med bopæl i Regionshospitalet Gødstrups optageområde forventes at kunne komme i behandling mandag den 11. september, og stråleklinikken forventer at udføre 50 strålebehandlinger om dagen.
Oversygeplejerske Malika Uth, stråleklinikken, var med under hele indflytningen af det nye udstyr Store Bededag. Foto: Søren Braad Andersen.
Før indflytningen er der flere ting, der skal klappe, fortæller oversygeplejerske Malika Uth, der var med under hele indflytningen af det nye stråleapparatur.
- Fysikerne skal først sikre, at acceleratorerne giver præcis den stråledosis, som de skal, og sygeplejerskerne skal oplæres i at betjene det nye udstyr, inden vi kan tage imod patienterne, hvilket vi glæder os meget til, fortæller oversygeplejerske Malika Uth, og tilføjer:
- De nuværende acceleratorer i Herning kører på 14. år. De er slidte, og de har krævet meget service i de sidste år, hvorimod det nye stråleapparatur i Gødstrup er magen til det, vi anvender i stråleklinikken i Aarhus. Patienterne får blandt andet mulighed for at hvile øjnene ved en blå himmel med blade i loftet, mens de modtager strålebehandling. I det hele taget er der meget mere lys i de nye rammer i Gødstrup, så der er noget at glæde sig til både for patienter og medarbejdere.
Patienterne vil få mulighed for at hvile øjnene på en blå himmel med blade i loftet, mens de modtager strålebehandling. Foto: Søren Braad Andersen.
Stråleklinikken flytter med sine 17 medarbejdere - sygeplejersker, radiografer, teknikere, sekretærer, serviceassistenter, læger og fysikere - fra de nuværende lokaler i Herning til Gødstrup den 8. september.