Hvordan ser den perfekte sengestue ud, hvis du er barn? Det gav en 4. klasse fra Skjern 20 bud på i går ved en kunstfernisering på Regionshospitalet Gødstrup.

Josefine går i 4. klasse og har designet sin drømme-patienstue. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

22.09.2023

Farver på væggene og billeder af natur, familiemedlemmer og husdyr. Det er kendetegnene for de bud på den perfekte patienstue, som en 4. klasse fra Skjern i denne uge præsenterede ved en kunstfernisering på Regionshospitalet Gødstrup.

Hvordan ser den perfekte sengestue ud, hvis du er barn? Den har i hvert fald IKKE hvide vægge og kedelige møbler. Det kan man konkludere, når man ser på de 20 bud på en drømmepatientstue, som 4. klasse fra Skolen i Skjern på Enghavevej i denne uge præsenterede i Gødstrup.

Over flere måneder har de arbejdet på et projekt, hvor de skulle designe den sengestue, som de helst selv vil indlægges på, hvis de skulle på hospitalet.

En af eleverne er Josefine. Hun har lavet en patientstue med alt det, der gør hende glad.

- Jeg kan lide fisk og blomster, og så er der også billeder af min hund og min familie, fortæller hun og fortsætter:

- Det har været hårdt og sjovt. Der var virkelig mange detaljer, der skulle huskes.

Også klassekammeraten Sigrid har en holdning til indretningen på hospitalet:

- Det er hyggeligt med farver og kedeligt at kigge på hvide vægge. Jeg har billeder af min familie og min hund og min hamster.   

Der er masser af farver, billeder på væggene og spændende møbler på Josefines drømmepatienstue. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.

Frie rammer til kreativiteten

I kunstprojektet har børnene fået lov til at lade fantasien få frit løb. Tanken var, at patientstuerne skulle være interaktive ligesom fødestuerne på Regionshospitalet Gødstrup, og ellers var rammen blot, at der skulle være plads til en seng, en reol og andre ting, der er nødvendige på et hospital.

Derudover var børnene blevet forberedt til opgaven ved at se på billeder fra forskellige hospitaler og gennem snakke om kunstens betydning.

- Vi har undersøgt, hvordan børnene oplever et sygehus med hvide vægge og snakket om, hvordan omgivelserne påvirker os fysisk og fysisk, forklarer billedkunstlærer Rie Høvingshoff Johannesen.

Inspiration til fremtidens patientstue

I Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup er de virkelig glade for børnenes projekt. Mange steder på hospitalet arbejdes der nemlig med, hvordan man kan inddrage kunst og kultur i arbejdet med patienterne og deres pårørende, og særligt på Børn og Unge arbejdes der på at lave et så børnevenligt miljø som muligt.

- Der er helt klart inspiration at hente, til hvordan en sengestue kan se ud. Vi ved jo at kunst og kultur fremmer velvære. Her er det børn, der laver kunst for børn, og det er med til at gøre de syge børn mere menneskelige. Og så tænker jeg også, at projektet her kan være med til at gøre de her børn lidt mere trygge, hvis de kommer på hospitalet en dag, siger Hanne Lise Lorentzen, der er chefsygeplejerske på afdelingen.

Udstillingen af børnenes bud på patientstuer vil den kommende tid kunne ses i Foyeren på Regionshospitalet Gødstrup. Herefter bliver den en del af udsmykningen på afdelingen for Børn og Unge.

Børn, lærere og personale fra Børn og Unge var torsdag eftermiddag til fernisering af det flotte kunstprojekt. Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation.